Garvergården
Har du været udsat for vold eller trusler om vold i relation til familie eller din partner, eller befinder du dig i en tilsvarende krise, kan du henvende dig til Garvergården og blive vejledt i forhold til om et ophold på krisecentret, er den rette løsning for dig. Hvis du bliver tilbudt en plads, vil du her få den fornødne hjælp og støtte, til at skabe bedre tilværelse, uden vold.
På Garvergården kan du bo midlertidigt, sammen med dine børn eller alene.
Du kan ikke bo på Garvergården, hvis du har et aktivt misbrug eller hvis du har en psykiatrisk diagnose, der kræver mere, eller anden støtte og opmærksomhed, end vi kan tilbyde. Krisecentret foretager altid en konkret, individuel vurdering, inden du tilbydes en plads og hvis du ikke tilbydes hjælp på krisecentret, vil du blive vejledt i forhold til, hvor du kan henvende dig i stedet.
Sådan får du en plads på Garvergården
Du kan selv henvende dig til Garvergården, enten ved at ringe eller møde personligt op. Det er dog altid en god idé at ringe først, så vi sammen kan afklare, om du er i målgruppen for et ophold på krisecentret. Du kan også få hjælp til at kontakte os, af en fra dit netværk eller f.eks. en sagsbehandler i din kommune. Du vil blive stillet nogle spørgsmål om din situation og efterfølgende blive inviteret til en visitationssamtale, hvor vi vurderer om du kan tilbydes et ophold på Garvergården.
Sådan hjælper Garvergården dig
På Garvergården får du en kontaktperson, der hjælper dig med at skabe overblik over de udfordringer du har og med at lægge en plan for, hvordan du kan skabe en god og stabil fremtid og etablere dig i en egen bolig. Hvis du har været udsat for vold, får du hjælp til at bearbejde dine oplevelser, et liv med vold, har medført, så du kan bevæge dig mod en tilværelse uden vold.
På Garvergården arbejder vi, sammen med dig, om at formulere mål og delmål for dit ophold, så vi hele tiden sikrer, at vi er på rette vej. Vi samarbejder med mange forskellige, relevante samarbejdspartnere og lægger en samlet plan for din tid på krisecentret.
Denne plan er dit redskab til, hvilke konkrete ønsker og behov, du har for din fremtid, indenfor områder som:
- Din oplevelse af vold og eller trusler om vold
- Bolig
- Økonomi
- Beskæftigelse/uddannelse
- Familie og socialt netværk
- Interesser og fritid
- Dit fysiske helbred
- Dit psykiske helbred
- Dine forældreressourcer
I samarbejde med din kontaktperson på Garvergården gennemgås og revurderes dine mål løbende, lige som vi, hver 3. måned, skal tage stilling til om du fortsat er i målgruppen for et ophold på krisecentret.
De fysiske rammer på Garvergården
Garvergården er en selvejende institution med driftsoverenskomst med Københavns Kommune. Krisecentret ligger centralt på Vesterbro, tæt på Hovedbanegården. Garvergården består af 27 små etværelses lejligheder, med eget køkken og bad. Vi deler bygning med en daginstitution, der råder over de to nederste etager og Garvergårdens lejligheder og fællesarealer er placeret på 2-4. etage.
Der er elevator i bygningen, men krisecentret er ikke velegnet til kørestolsbrugere. Der må ikke ryges i lejlighederne og det er ikke tilladt at have nogen form for kæledyr.
Psykologrådgivning, når du bor på et krisecenter
Bor du på et krisecenter på grund af vold i nær relation, har du mulighed for at snakke med en psykolog omkring dine oplevelser.
Hjælp til dig, når du skal flytte i egen bolig
Overgangen fra herberg eller krisecenter til egen bolig, kan være uoverskuelig. Der er mange ting, der skal være styr på. En boligrådgiver/koordinerende rådgiver kan være en løsning for dig, hvis du har brug for støtte, når du skal flytte i egen bolig.
Garvergården
Garvergården
Dannebrogsgade 34-36